"Den der ler sidst" af Nina Vogt-Østli

Nina Vogt-Østli: 
Den der ler sidst
214 sider 
Forlag: Alfa, 2013
Pris: 198 kr

Anmeldt af Maria Harms, sognepræst Roskilde Domkirke

Drengen Niels Peter lever et ensomt liv. Han hader skolen og har ingen venner. Den eneste, som viser ham opmærksomhed, er drengen Andreas, som mobber ham kraftigt. Hans forældre viser ingen forståelse for ham. Samtidig kompliceres hans forhold til moderen af, at hun bliver kæreste med hans klasselærer Gunnar. 

 

Der udvikler sig i bogen to parallelle fortællinger, den ene er Niels Peters forhold i skolen, hvor han langsomt drages mod Andreas, som et middel til at få magt. Hvor han nærmest spindes ind i et spind, hvor det er en mulighed ikke at være et nul længere. 

 

Samtidig er den store del af bogen mail og chat med en pige, som kontakter ham ud af det blå. Hun fortæller, at hun kommer fra fremtiden. Han tror ikke på hende, men både røres og fascineres af hende. Ja, hun bliver hans første rigtige ven, skønt de kun kan kommunikere elektronisk, og kontakten til hende ofte forstyrres eller afbrydes. 

 

Fera fra fremtiden fortæller om det samfund, hun lever i. Et samfund, hvor mennesker er stærkt kontrollerede, alt er bestemt for dem. Hvilket arbejde de skal have, hvilken mad de spiser, hvornår de skal afgive gener til den kunstige befrugtning. Denne verden er opstået "På nulpunktet", det tidpunkt man prøvede at genskabe en god verden efter det, som kaldes "Katastrofen". Katastrofen var i sidste ende konsekvens af et bestemt menneskes handlinger. Et menneske som kaldes diktatoren. Han var ikke blot ond, men fik andre med på sin ondskab, og i sidste ende blev han årsag til, at verden, som man kendte den, gik under. 

 

Man følger de to spor i romanen. Niels Peter, der slår sig sammen med Andreas om at ødelægge Gunnars karriere og Niels Peter, der sammen med Fera opbygger en forståelse og tillid. 

 

Historien indeholder mange klassiske elementer. Det er den undervurderede, ikke anerkendte, som i smugopbygger lysten og muligheden for at hævne sig. Det handler om, at ondskaben føles godt og kommer til at skabe en ny personlighedskerne, en ny idé om ens egen identitet. Niels Peter føler ikke længere, »jeg er et nul«, men »jeg er den som vil ødelægge Gunnar«, » jeg er den andre er bange for«. Denne udvikling fremstilles troværdigt og uhyggeligt. 

 

Der er på den anden side det fine venskab, som vokser frem og får kolossal betydning i forhold til, hvor kort de to kender hinanden og hvilken afstand, der skiller dem. De søger at få viden fra hinanden og om hinanden. De viser omsorg for hinanden. 

 

Da Fera endelig afslører, at hun har taget kontakt fra fremtiden for at prøve at forstå Niels Peter og få indflydelse på ham, fordi det er ham, som vil udvikle sig til den ødelæggende diktator, kommer det ikke som en overraskelse for læseren, det har man for længst gættet. Ligeledes virker den grundlæggende idéom, at han kunne sætte en sådan kædereaktion i gang noget overdrevet.