Forfatter: Ida Jessen

Forlag: Bibelselskabets Forlag

Antal sider: 317

Anmeldt af Hanne Høgild, teologisk medarbejder i Folkekirkens Konfirmandcenter

Selvfølgelig skulle Ida Jessen fortælle »Bibelhistorier«. Har man læst hendes fortællinger om elefantungen Carl, og kender man derigennem hendes formidlingsevner for børn, er det da fuldstændig oplagt, at hun også skulle kaste sig ud i det bibelske univers og åbne det for de yngste. Det har hun gjort helt formidabelt, og hun har fortjent den allerstørste ros for sine meget velskrevne »Bibelhistorier«. Man fornemmer hurtigt, at det er en forfatter, der har sprog og formidling i sin magt, der her fortæller.

Fortællingerne kender vi, men aldrig bliver de trivielle, og aldrig bliver de ligegyldige gentagelser af noget, vi har hørt før. Sprog skaber nyt, det ved vi, og det er bestemt også tilfældet i Ida Jessens »Bibelhistorier«. De 29 udvalgte fortællinger fra både Det Gamle og Det Nye Testamente er fortalt med teologisk indsigt og sans, de er skrevet med menneskelig indlevelse og forståelse, de er fortalt for børn (og deres voksne), men uden at forfalde til det barnlige. Til gengæld er en humoristisk tone indlejret, ikke overdrevent, men på udvalgte steder og finurligt og fint. Da Adam skal give dyrene navne, hører vi følgende ordveksling: Men da Adam så et langt tyndt dyr og sagde: »Du skal hedde Langse,« sagde dyret nej. »Det skal du ikke bestemme,« sagde dyret. »Men Gud har altså sagt, at det er mig, der bestemmer det her,« svarede Adam. »Jeg vil ikke hedde Langse,« råbte dyret. »Godt,« sagde Adam. »Så kan du hedde slange. Og pil så af med dig!«

Jeg læste »Bibelhistorier« højt for to af mine børn på seks og otte år. Det var en fornøjelse! De levede med, og de var grebet af fortællingerne fra først til sidst. Deres egne spørgsmål og protester blev behandlet og taget alvorligt.

De var anfægtede og uforstående, da Abraham på Guds befaling er parat til at ofre Isak. »Sådan noget må en far ikke gøre,« siger Isak. Den indvending spejlede ret præcist, hvad mine to lyttere kunne have sagt, og de må, ligesom Isak, leve med det svar, Abraham replicerer: »Det her er så mærkeligt, at jeg ikke engang ville kunne forklare dig det, hvis jeg var den klogeste mand i verden,« sagde han. »Det er kun Gud, der kan forstå det.«

Ligesom de fuldstændig kunne følge Peter i hans uforståenhed og manglende accept af, at Jesus skal dø på korset: »Du er jo Guds søn. Du kan få alting, som du vil. Du behøver ikke dø. Du kan blive ved med at gå rundt sammen med os andre. Så kan vi have det godt. Så kan du helbrede en masse mennesker og fortælle om Gud og blive en gammel mand sammen med os. Vi skal bare holde os langt væk fra Jerusalem.« Samme desperation og logiske slutninger kunne kendetegne de to, der sad og lyttede på hver sin side af mig. »Du har ikke forstået noget som helst, Peter. Det er ikke et spørgsmål om, hvad jeg vil, men om hvad min far vil. Du skal ikke prøve på at lokke mig.« OK. Det må vi så tage til efterretning, Peter og os. Ingen lette svar selv om det er børn, der læser eller lytter. Det er at tage både det bibelske univers og børnene alvorligt.

Hanne Bartholin har rigt og smukt illustreret Ida Jessens »Bibelhistorier«. Nogle steder er et tema blot antydet af farver eller en abstrakt streg, andre steder er illustrationerne mere udførlige og beskrivende i forhold til fortællingens indhold. Denne vekselvirkning er forfriskende, og langt de fleste billeder kan bidrage til gode samtaler, fordi de afføder spørgsmål og undren. Der er også arbejdet bevidst med den grafiske opsætning af teksten, så også det element bliver en illustration i sig selv og sine steder underbygger fortællingernes indhold.

Jeg vil varmt anbefale, at bruge »Bibelhistorier« til højtlæsning i hjemmene, som gave til minikonfirmander eller som dåbsgave til større børn. Det er fortællinger, man kan vokse med, og de egner sig til børn fra ca. seks til 12 år. Er man som voksen så heldig at få lov til at læse højt, er man bestemt også en oplevelse og indsigt rigere.