Af Christine Toft Kristensen og Hanne Raabjerg, (red.)

Ekistensen, 2016

Anmeldt af: Lis Samuelsen, sognepræst i Sorø og ældrepræst i Ringsted-Sorø provsti

Er vi præster overhovedet relevante på en demensafdeling?

Som nyuddannet præst stod jeg foran demensafsnittet Rosenhuset i Sorø, og jeg tænkte: »Hvordan i al verden forkynder jeg det kristne budskab for disse mennesker? Ved de overhovedet, hvad der foregår, når præsten kommer?«

Men heldigvis stod jeg ikke alene. Ved min side havde jeg lektor og musikpædagog Anne-Mette Riis. Hun bidrager også til bogen »Salmesang for demensramte«, og i bogens prolog, som det højstemt kaldes, pointerer hun musikkens vigtighed i forhold til forkyndelsen. Når musikken spiller, og sangen lyder, så viser det sig, at de demente »ofte stadig [kan] synge lange salmer og sange«, og »så sker det af og til, at talen finder vej igen«.

Den generation, som vi møder på plejehjemmet, er opvokset med salmerne. De har lært salmerne udenad. Og med salmesangen – og vil jeg tilføje: oplæsningen af genkendelige bibelstykker – kan præster bidrage med erindringsarbejdet hos den enkelte. Forkyndelsen giver altså mening.

»Salmesang for demensramte« vil give både præster og kirkemusikere gode råd med på vejen. Bogen, der snarere er et hæfte med en (useriøs) rundkredspædagogisk forside, falder i to dele: En teoretisk del og en praktisk del. Det er godt tænkt af redaktørerne, da man som læser ikke kun får en masse teori, for derefter at tænke: »Hvad gør jeg så?« Nej, den praktiske håndbogsdel fylder godt.

Den teoretiske del af er også overvejende oplysende læsning. Det er skrevet af kvalificerede folk og er samtidig forståelig. Det gælder f.eks. overlæge, dr.med. Nils Chr. Gulmanns bidrag, hvor vi bliver ført ind i det komplekse sygdomsbillede ved demens. Også lektor, cand.theol. Johannes Nissen leder læseren fra det demente menneske og videre ind i teologiske og etiske overvejelser i et »hyperkognitivt« samfund, dvs. et samfund, hvor især den velfungerende hjernevirksomhed er kilde til anerkendelse af menneskets værdighed og betydning. Men mennesket og personen er selvfølgelig mere end det. Det åndelige svar på, hvem jeg er, er, at jeg også er kendt af Gud, pointerer Nissen.

De fleste præster er tilknyttet et plejehjem, og den nyeste forskning på området peger på, at der må nye arbejdsmetoder til. En forkortet højmesseliturgi med søndagsprædiken duer ikke altid. Hvorfor ikke? Jo, fordi der netop bliver flere og flere demente på plejehjem, ofte endda blandet med mere åndsfriske gamle. Og hvad så?

Gulmann forklarer, at hvis vi sammenligner de dementes funktionsformåen med børn, så gælder det, at betegnelsen let demens dækker over en funktionsalder på 5-6 år, middelsvær demens 3-4 år og svær demens mindre end 2 år. Derfor er vi præster ofte for optimistiske i forhold til virkningen af vores forkyndelse.

Bogens største praktiske indlæg står organist Christine Toft Kristensen for. Også hun fremhæver musikken som den centrale aktivitet i samværet med demensramte mennesker: Musikken »genkalder tradition, stimulerer hukommelse og koncentration samt appellerer til følelser.« Hun giver en række eksempler på liturgier til hele kirkeåret. Umiddelbart burde disse være en gave til os præster, men jeg er bange for, at de desværre kan komme til at skræmme præster væk. Det skyldes for det første, at præster, organister og musikpædagoger har forskellige tilgange til gudstjenesten på demensafdelingen. Derfor burde en præst også have været involveret i udformningen af liturgierne. For det andet er det for mange præster ikke praktisk muligt at få stillet kvalificeret organist eller musikpædagog på området, til rådighed. Det skal også kunne fungere, når præsten er alene afsted. Bogens styrke, de konkrete forslag, bliver dermed også til bogens svaghed: ambitionsniveauet er højt, men desværre også for højt.

Men ingen kan tage det høje niveau af oplysning og inspirationen til at arbejde med plejehjemsgudstjenesten fra bogen.