Kirsten Grube Juul og Suzette Munksgaard:

Hvad tror du selv?

95 sider

Forlag: ungdomsanalyse.nu, 2015

Pris: 150 kr.

Anmeldt af Eva Maria Nielsen, teologisk konsulent ved Den Katolske Kirke i Danmark 

Sidst snuppede en af mine gæster viskestykket ud af min hånd og sagde »Jeg elsker al den snak, man kan få over snavset porcelæn og sæbeskum!« Min begejstring for opvask er virkelig begrænset, men jeg er altid glad for en god snak og ja, at lave noget sammen giver ofte mulighed for at tale sammen. Så kommer tungen lettere på gled, og small talk bliver til deep talk. Det kunne deltagerne i Projekt RefleX også have sagt. Projekt RefleX blev gennemført i 2013-14 sammen med 400 konfirmander, deres forældre og 20 medvirkende præster, og det var et forsøg på at skabe rum for at tale om alt det, der er på spil i livet.

 

Og hvad kom der ud af dette forløb? Meget, for der blev skabt mulighed for at række langt ud. Konfirmandstuen er en enestående mulighed, dog ikke den eneste, for at komme i samtale om eksistentielle spørgsmål. Dette samtale-rum burde gerne kunne udvides til andre livsområder. Rum for refleksion kan opstå i mange situationer både, når man er alene, og når man er sammen, rund om bordet, på en walk and talk eller ved opvasken. 

 

Projekt RefleX har en god pointe, som jeg har taget med i min hverdag og i mit arbejde. Unge efterlyser voksne, der sætter ord på det, der er på spil i deres liv. Men de ønsker ikke at få færdige svar af livets eksistentielle ekspert. Men hvordan bringer man sig selv på banen, og hvordan får man de unge på banen? Dette spørgsmål stiller mange sig. Forældre frygter, at de ikke ved nok. Præster forskanser sig bag dogmatik og teologiske ord. Og de unge venter på, at de voksne tager samtalen op. Teologen Karl Rahner sagde det så rammende: »Vi har brug for vidner«. De mest troværdige vidner for unge er dog de nære voksne. Når præsten inviterer konfirmanderne ind i konfirmandstuen, så inviterer han dem også ind i sit liv, og det er godt, for konfirmanden søger ikke en troens formidler, en kirkens mand eller kvinde, som er ekspert. Konfirmanden søger et medmenneske, en medvandrer, som lytter og en, som kommer med bud på, hvordan livet kunne hænge sammen. Sådan bygger præst og konfirmander sammen bro mellem kirkeligheden og virkeligheden, giver og tager fra hinanden. På den måde kan den store fortælling flettes sammen med vor egen historie. 

 

Jeg er begejstret for materialet og ideen bag projektet. I bogen findes ti opgaver til konfirmanden og et hav af bud på, hvordan vi kan få en samtale i gang. Alt handler om, at tro og tvivl, søgen og dialog kommer ind og ud af konfirmandstuen. Både præsten, de unge, men også de nære voksne som forældre og bedsteforældre giver deres bud på, hvad de gode nyheder betyder for dem i dag. For lad os være ærlige: Har disse gode nyheder ikke nogen betydning for mennesker af i dag, unge og gamle, så har vi heller ikke brug for at give dem videre til den næste generation. Der er tale om kirkens eksistensberettigelse. Har den noget at sige? Hvis ej, så bør den tie.

 

Materialet byder på forskellige aktiviteter, kopiark, forløb om at få samtalen i gang og hjælp til, hvordan man bringer sig selv på banen. Ja, til sidst står man tilbage med en sikker overbevisning: Der er mange chancer i dagligdagen, hvor vi kan få en snak om de store og små spørgsmål i vort liv. Jeg har fået lyst til at afprøve dette. De unge venter på, at vi gør det. Invitér din unge til at vaske op med dig eller – hvis du har en opvaskemaskine – så find på noget andet!