"Medvandring" af Johannes Nissen

Johannes Nissen:

Medvandring - en indføring i teoretisk religionspædagogik

300 sider

Forlag: RPF, 2014

Pris: 248 kr.

Anmeldt af Agnes Haugaard, sognepræst i Bregninge-Søby

Engang var verden enkel, og engang var det enkelt og ligetil at undervise i troen – kristentroen, hvad enten man var præst eller skolelærer. Engang lavede en berømt mand en lille letfattelig bog, der skulle gøre troen letfattelig for husfaderen, så han selv kunne undervise sit husfolk, familien og hvem, der ellers befandt sig i hans brød. Det var en del af reformationens ærinde at gøre gudsforhold og tro til allemandseje, når det gjaldt formidling – det, vi også kalder det almindelige præstedømme. Alle er præster i Guds rige, og derfor har de også en pligt til at fortælle det gode budskab videre i et letforståeligt sprog, som ikke mere skulle være latin, men folkets eget. Manden hed Martin Luther, og den lille bog hed og hedder og er stadig en af vores bekendelsesskrifter nemlig »Luthers Lille Katekismus«. Langt inde i Johannes Nissens (JN) meget gedigne og gennemarbejdede værk med en udførlig gennemgang af religionspædagogikkens udvikling, både i kirkelige og ikke-kirkelige sammenhænge, læser vi også om nye katekismer (p. 274-275).Nye katekismer som forsøger at gøre Luther kunsten efter – langtfra alle med samme enkelhed som dengang, hvor den var helt revolutionerende. Tidl. og nu afdøde biskop i Roskilde Jan Lindhardts »Den Lille Røde« kaldet er vel det bedste bud i nyere tid for voksne set fra min kirkelige undervisningsbænk.

JN's bog »Medvandring« søger at råde bod på det teologiske aspekt, som savnes i de mange bøger, der i disse år udgives med praktiske anvisninger. Hvad er forskellen på religionspædagogik i kirkeligt regi og i skolens regi?

Det er meget vigtigt at holde sig for øje, hvad vi som præster, kirke- og kulturmedarbejdere og lærere vil med vores undervisning af unge og voksne. Er det livsoplæring eller trosoplæring? Det er ikke ligegyldigt, da vi som præster underviser vores konfirmander i kristendom og ikke i etik eller alt mulig andet. Det er vigtigt at kunne stå inde for det, vi videregiver (p.19), og som Viggo Mortensen citeres for (p.19), må der være nærvær og liv i formidlingen og ikke mindst erfaring i forhold til det guddommelige. Det er, så at sige, det, der »sælger« i dag. Formidling uden sjæl og nærvær er dødsdømt. Det, der før var nagelfast (det dogmatiske trosindhold), er nu løst fra det dogmatiske og helt flydende og til diskussion (p.19).

»Folk tror nemlig lige akkurat på ›hvad som helst‹« (p. 19), synes at være forfatterens udgangspunkt og problemstilling her i overgangen mellem modernitet og senmodernitet (p. 17). Vores nutidige udfordring som undervisere sættes i relief som noget af en opgave i Viggo Mortensens beskrivelse af den ikke entydige overgang (p.19) fra klassisk kristendom til denne nye åndelige søgen i stort set alle samfundslag og i alle aldre. Mange forbinder det troende menneske med underkastelse, hvorimod det åndelige/spirituelle menneske er et individuelt, søgende og åndeligt søgende individ.

Udfordringen er især på to områder nemlig mangfoldigheden og friheden for den enkelte til at vælge, hvad der for mig giver mening, og hvad jeg kan identificere mig med. Det bliver som en paulinsk tale på torvet i Athen, som Kirsten Felter formulerer det (p. 21), hvor kristendommen må gøre sig gældende blandt mange andre guder.

En afgrænsning af religionspædagogikken kan tage afsæt i en smal formulering, hvor det religiøse blot er en delmængde blandt mange andre som fx moral og opdragelse eller i en bred formulering (p. 39-40), at intet er uvedkommende for kristendommen. Ved den sidste formulering tages udgangspunktet i teologien, hvilket i nogle sammenhænge kan være problematisk. Don Browning (p.42) forslår en model, der gør op med anvendelsesvidenskaben fra teori til praksis og i stedet bevæger sig fra praksis til teori til praksis, der passer ind i nutidens menneskers hverdagsliv og tro – det bliver en handlingsvidenskab, hvor teologien er og må være teori og praksis i en skøn forening for at nå ind til mennesker i dag. JN peger på et gammelt, nyt begreb i kateketikken, nemlig menighedspædagogikken, der trækker på menigheden som indlæringsstedet, hvor der trækkes tråde fra gudstjenestelivet ud i det diakonale arbejde. Denne tilgang trives i mange folkekirkelige miljøer og især i frikirkerne, hvor det forpligter medlemmerne nøjagtig som i et friskolemiljø. Det forventes, at familien (forældrene) deltager aktivt i rengøring i weekenderne, julefester mv. Diskussionen pågår stadig om forskellen på forkyndelse og undervisning, og JN spørger (p.50), hvad forkyndelse egentlig er. Kan vi stadig hævde, at skolen er for hjernen, og kirken er for hjertet? 

JN hævder, at den engelske sondring er den bedste, hvor det både gælder om at lære om religion og af religion (p.51). I de senere år er det som om, at religionspædagogik opfattes som formidling og kommunikation af kirkens budskab generelt – det er meget bredt forstået (p.54). Kirken skal holde sig langt væk fra markedsføring og manipulation. 

Bogens anden hoveddel er især lærerig for præster i vores tilgang til konfirmander og minikonfirmander og i de sammenhænge, hvor vi er i dialog med søgende. Jesu opgør med datidens syn på læring er af yderste vigtighed i vores tilgang til vores modtager. I klassisk jødisk-græsk og romersk uddannelsesideal (p.90) ses barnet udelukkende som et objekt. Jesus vender det om, så barnet nu er læreren (Mark 9,36) og læreren tjeneren. Når Jesus bruger lignelser som undervisningsmetode (p. 89), er det modtagerorienteret, og metoden går ud fra, at modtageren er i stand til at drage egne konklusioner – og at sige ja eller nej til budskabet. Der er fire centrale tekster i den kristne oplæring. 1) Matt 28,18-20 om dåb og mission; 2) Acta 8,26-40 om den etiopiske hofmand; 3) Efes. 4,13-16 om væksten i Kristus; 4) Luk 24,13-35 Emmaus – at forkynde og at lære er en enhed hos Jesus (p.90).

Ligeledes er Gerd Theissens tilgang til Bibelens 14 grundmotiver, bl.a. skabelsesmotivet, håbsmotivet og trosmotivet, interessant (p.100-101), der alle står i relation til Kristus. Det er en religionspædagogisk indgang og godt at holde sig for øje, når vi i disse tider afkræves svar på Bibelens og kristendommens central indhold (p.96ff.).

Bogen kan stærkt anbefales for enhver, der brænder for at formidle det kristne budskab i en 2015-sammenhæng samt for den, der gerne vil have mere viden på feltet, og det er der rigelig af i denne fremstilling.

Den »medvandring«, der skal ske, skal ske i fællesskabet på vejen til Emmaus som kristne brødre, hvis en frugtbar læring skal være tilstede både hos mesteren og barnet (Mark 10).